Store sydfranske muskler til masserne

Hvis man, som jeres yndlingsblogger, ynder at drikke skør, skæv og levende vin, så kommer man af og til i klemme, når man skal have gæster. På den ene side kan man altid argumentere for, at værten bestemmer menuen og vinen, og hvis folk ikke kan lide, hvad der bliver serveret, så er det jo bare ærgerligt, at gæsterne ikke har nogen smag. Men man er altså også lidt en lort, hvis man insisterer på at hælde mus og macereret hvidvin på folk, der bare ikke er til den slags. Derfor bliver man nødt til at gå lidt på kompromis – og så længe det er lavet bæredygtigt og håndværket er i orden, så er der jo ingesingla-matine_lrgn skam i det.

Står man i sådan en situation er La Matine fra Domaine Singla, 2014 et stærkt bud på en vin, du kan ty til. Og jeg vil gerne argumentere for, hvorfor den rammer bredt og sikkert:

  • For det første er det en rødvin – det er danskens foretrukne farve. Og når vi skal have gæster, serverer langt de fleste af os mørkt kød som ko eller lam.
  • Den har fået masser af sol, så der mangler bestemt ikke saft og kraft. I Danmark drikker man ret kraftige vine og den her er koncentreret som Ribena.
  • Godt med alkohol. Sammenholdt med en fordybning i flaskebunden er det overraskende mange menneskers kriterier for ægte kvalitetsvin.

Umiddelbart er det jo ikke den bedste reklame for naturvinstosser med forkærlighed for sjasktynd balletvin. Men La Matine holder alligevel, fordi det smager fantastisk, er enormt velafbalanceret og emmer af godt håndværk. 40% carignan, 40% mourvedre og 20% syrah. Ingen fadlagring. Jeg har åbnet en flaske for en time siden, og har allerede drukket et glas, og skriver, mens jeg dufter, drikker og smager (alt i mens Nebraska, Springsteens fantastiske demo-album fra 1982 kører i baggrunden): Rosiner og noget træ/skovagtigt i næsen. Rosmarin, måske? Duften er ret intens, lidt for alkoholisk og lover stor smag i munden. Men når den først kommer indbruce-springsteen-nebraska, så er det hele overraskende afdæmpet og balanceret. Det er slet ikke så opulent, som man umiddelbart frygter. Faktisk er det fint. Teksturen er glat. Der er ingen, der kommer til kløjs i tanninerne. Men de er der. Og syren også – igen balance. Eftersmagen er mere mørk tørret frugt og lidt æbleskrog. Smagen bliver hængene. Det er vin til braisseret mad. Et stykke af førnævnte lam eller okse udsat for lang tid og lav varme med matchende dybe smagsnuancer.

La Matine er ikke udfordrende. Din vinøse verden har ikke slået kolbøtter efter sådan et glas. Det er sydfranske muskler til masserne. Jeg synes måske også, at det havde klædt den, hvis man havde valgt at skrue lidt op for syrahen for at give det hele mere kant, men det er ikke dårligt. Din svigerfar vil synes, den er fantastisk. Og du har æren i behold, for man skal aldrig kimse af glade gæster.

 

 

 

Sommeren der forsvandt

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. I dette tilfælde ligger der et par kilometer glohed asfalt i sydgående retning i form af hyppige sommerlige opdateringer om markeder, nye fantastiske smagsoplevelser og endeløse solbeskinnede beruselser. Det blev ikke til en skid. Den ene (halvregnende, halvblæsende, god-for-starten-af-en-maj) sommerdag tog den anden, og så var det hele pludseligt slut. Virkeligheden dikterede madpakker, vasketøj og rudekuverter. I al rimeligheds navn, vil jeg dog lige klappe mig selv på skulderen og opdateringerne på Fjæset, som dagligt holdt jer skarpe på, hvad jeg lå og bællede i sommerlandet. Men efter dét, så har der guddødeme været stille. Sorry!

Men nu skal det være slut, ligesom sommeren altså er det, her 6 uger efter industriferiens afslutning (oh, the irony…). Og der skal nye boller på suppen, skal der. Eller måske på minestronen. Sagen er nemlig den, at Claus P fra Azienda og jeg har talt om, at vi gerne vil opgradere lidt på samarbejdet. Vi har efterhånden lavet en del vinarrangementer sammen. Det har været rigtigt skægt og lærerigt. Men vi vil gerne lave endnu flere. Efterhånden har vi prøvet forskellige formater:

  • Den rene vinsmagning, hvor jeg kommer og skænker, mens jeg fortæller om naturvin i almindelighed og de pågældende vine i særdeleshed. Det kan tage alt fra 30 min til et par timer. Et polterabend, en vinklub, et særligt indslag til en privat fest, en afslappende afslutning på en lang mødedag med kollegaer eller samarbejdspartnere.
  • Opgradering af ovenstående med mad fra signore Claus’ muntre italienske køkken. Det kan være alt fra et par antipasti til hele menuer, hvor vi afstemmer mad og vin.
  • Egentlige selskaber hvor vi sørger for mad og vin.
  • Dén slags arrangementer, jeg ikke lige har fantasi til at forestille mig, men hvor du har brug vinfotainment og god italiensk mad – vi giver gerne et bud på en løsning.

Priserne er altid rimelige, men helt afhængige af arrangementets størrelse og hvilke vine, der serveres. Hvis det nu kunne være interessant for dig, så går du ind på Facebook, finder Biovinmio.dks profil og sender en besked, så laver vi en plan.

Det bliver skidegodt. Vi ses!

 

Ting jeg lærte i Jylland

2016-06-25 08.57.21 HDR
Vinbonden og bloggeren rammer motorvejen

Det var slet ikke meningen, at den forgangne weekend skulle være brugt i på Øko-festival i Jylland, men pludselig opstod muligheden og så hakkede spætten. Der var tilmed et par udfordringer, for Azienda-Claus havde solgt passagersædet i den sølvgrå Daewoo til Vinhackeren, hvilket nærmest var en forudsætning for, at de kom afsted. Med pris på standplads, ingen entrépenge, 300 km kørsel, en bro, der skulle forceres og smagsprøver, så skulle der sælges godt, for at få regnskabet til at stemme. At de kunne splejse om transporten gav et forsigtigt håb om profit. Når de så også skulle have vin og borde med, så var altså ikke plads til lille mig. Men Jon fra Le Raït skulle også med. Og han havde plads. Wupti: To mand, en røvfuld vin og en Renault Clio en tidlig, tidlig lørdag morgen.

2016-06-27 10.07.44
Stemningsbilleder fra festivalen

Arrangementet foregik på Lone Landmand og Søren Sørøvers gård ved Odder, orkestreret af samme personager. Lone er forfatter, debattør og altså landmanden, men Søren gør sig i brygning. Druevin, æblevin, øl, gin. Det hele. De er meget passioneret omkring økologi og bæredygtighed, hvilket i sig selv er et forsonende træk ved dem. Men at de tilmed er umanerligt søde og gæstfri, gør det kun endnu bedre. De havde inviteret en masse vinimportører, økologiske småproducenter af flere slags og slået ladeporten op for folk og fæ. Det var en fabelagtig weekend i smukke omgivelser, som har givet anledning til følgende betragtninger:

  1. De mennesker vi mødte, var ualmindeligt flinke. Folk var tålmodige og videbegærlige. Det var langt de færreste, der havde det mindste kendskab til naturvin, men de lyttede, smagte og var åbne.
  2. Man kan aldrig vide, hvad folk gerne vil have. Claus og jeg havde talt meget om, hvad vi skulle tage med, og vi ramte noget forbi skiven. Vores formodning var, at de økologisk-dyrkede, rimeligt prissatte, men konventionelt vinificerede, Il Farneto, ville gå som varmt brød. Det gjorde de ikke. Vi kunne til gengæld have solgt dobbelt op på den barske Staffa Rosso. Den tiltaler med sine voldsomme tanniner og det magiske ord “lagringspotentiale” et voksent, let grånende publikum. Dem var der en del af.
  3. Folk vil gerne udfordres. Når de først har taget køreturen ud på landet, så vil de også gerne have noget med hjem, der ikke smager som alt det andet.
  4. Tarteletter med høns i asparges er sgu godt.
  5. Tarteletter med gris i karry er…nyt. Men godt.
  6. Jydekringle er sgu også godt.
  7. Sondrup Gårdmejeri laver gedeost i topklasse. Jeg er vildt imponeret og må have mere.
  8. I Jylland er der levende musik til maden. Suppe-steg-is-musik.
  9. Når der er folk, der ved sygt meget mere end dig selv om vin, så tag snakken med dem, mens 2016-06-26 08.41.17du er ædru (det gik udover Mads Rudolf).
  10. Man sover altså godt på halmballer.
  11.  Man får meget nådige tømmermænd, når man holder sig til naturvin.
  12. Punkt 11 kan du skyde den hvideste pil efter, hvis du ryger en masse cigarretter til din naturvin.
  13. Jyder bliver gennemlykkelige, hvis de får lov til at prutte om prisen.
  14. Der er ingen traktor i verden, der er så smuk som en gammel Massey-Ferguson.
  15. Hjemmelavet jordbærgrød til morgenmad er genialt!
  16. Søren Sørøvers bror og svigerinde tog opvasken for 40 spisende gæster og 800 vinsmagere. Det aftvinger en form for respekt.
  17. Fransk/danske vinbønder kører bedst på chokolade.

Efter sammenlagt 12 timers vinsalg, utallige samtaler med folk og lidt tømmermænd vendte Renault Clio’en hjem mod Djævleøen. Vi var alle glade, og for de fleste gik det faktisk over forventning. Både Vinhackeren, Jon, Claus og jeg kommer gerne igen en anden dag. Stemningen var rigtigt god, og Lone og Søren er mennesker, man har lyst til at støtte op om. Det handler om at udbrede kvalitetsprodukter, der er skabt i samdrægtighed med naturen. Men det handler også om at hygge sig, når man bruger sin weekend på det. Og det gjorde jeg.

Bællevin

Først lige et pip om Vild Vin Festival i forrige weekend. Man bliver lidt udmattet af at stå og skænke vin en halv dag, mens man hører sig selv fortælle om de samme vine igen og igen. Kalorieindtaget er hvad, du kan gribe fat i indenfor én meters radius, hvilket vil sige, at det primært var vin. Og Snickers. Indtil 22.15, hvor en let opkogt arrangør kommer anstigende med en tatar-mad. Man er først hjemme over midnat, og forretning hænger kun sammen i limen. Og alligevel er det fedt. Det var lidt kaotisk, men rammerne i den gamle herskabsvilla på Østerbro er mega-fede. Indgangspartiet er et orangeri med et 4 meter højt træ! Det vil jeg også have (når jeg får råd til en herskabsvilla). Gæsterne var et meget blandet selskab i alle aldre. Overraskende mange vidste meget lidt om naturvin, så det gav anledning til gode snakke. Der var hipstere, deres forældre, chefen, svenskere, piger, drenge, lidt af det hele. Det var fedt!

Claus, der ejer Azienda, og jeg havde taget en del forskellige vine med. Lidt økologisk, meget lokalt, men også konventionel hyggevin fra Rio Rocca i Emilia-Romagna. Spergle er en fantastisk terrassevin (hvid) på spergola-druen, som ingen mennesker i verden ikke finder behagelig. Fra samme producent en klassisk Lambrusco – og ja, den er rigtigt rød, det er meningen, og nej, Lambrusco, som du kender det fra Netto vil aldrig være det samme igen. Så havde vi noget macereret hvidvin fra Tiberi i Umbrien, som er ret vildt med oxydation og stald for alle pengene. Her overraskede det mig, at relativt mange, der ikke var hærdede naturvinsentusiaster, fandt den spændende. Folket vil gerne udfordres! Bianco Vivace fra Rabasco i Abruzzo og Lu Cuntaden fra samme 43prodotti_bottisted (Lu får lidt mere spalteplads en dag, for det er ægte sommervin efter min smag) var også med. De gik begge ret fint, og vi kan kun begræde, at beholdningen af Vivace fra 2013 er ved at slippe op. 2014-udgaven er noget mere velfriseret og pæn. Slutteligt bød vi på Rosso fra Daniele Marcuccis kones marker. En rigtig bulderbasse med masser af fad, men uden kemi og svovl. Det er en vin, der helt igennem er naturlig, men som opfører sig meget konventionelt, hvilket fandt sit naturlige publikum. En observation: Mange mænd over 60 kunne lide den, fordi de sætter lighedstegn mellem fad og kvalitetsvin. Bare spørg din far.

Det modsatte af tung fadlagret “kvalitetsvin”, det kan vi så kalde bællevin. Eller balletvin. Lu Cuntaden har noget af det, men franskmændene er mestre i disciplinen. Gamay. Grolleau. Cabernet franc. Alternativt lidt skødesløs pinot noir. På kIMG_1052øl med lortet og nyd. Det er ukompliceret, let og du opdager først, hvor pisse-godt det er, når flasken er tom, og du forbander dig selv for, at du ikke købte en kasse i stedet for en flaske. Toby Bainbridge, som jeg mødte på FriVin i år laver fantastisk balletvin. Og Vinhackeren har en rigtigt god, læskende og forførende bandit af en ballerina: Indigène fra Clos de l’Elu i Loire. Lidt jordbær, lidt ribs og en anelse peber. Lutrende syre, blide tanniner og væk! Jeg elsker det. Der er ikke noget i verden, jeg hellere vil beruse mig end den slags sjasktynde sprøjt. Det er mest til sjov og lette anretninger, men hold käftan, Staffan, det er godt.

Alt for meget på hjerte

Et blogindlæg bør egentligt ikke handle om ret meget mere end én ting. Så kommer budskabet klarest ud,og, hvis du har mere at fortælle, så laver du jo bare et nyt blogindlæg. På den måde sørger du også for, at der jævnligt sker noget på dit site, hvilket er en ubetinget fordel.

For at understrege min pointe vil jeg nu lave et blogindlæg som:

  1. Handler om sygt mange forskellige ting.
  2. Vil være forvirrende i dets mange budskaber, som altså bryder idéen med, at der kun skal være et per indlæg.
  3. Er første opdatering i mindst 14 dage og lur mig om ikke, der kommer til at gå mindst 14 dage igen, inden jeg får nosset mig sammen til at skrive et nyt.

Således motiveret for videre læsning vil jeg nu påbegynde det egentlige indlæg med at kigge tilbage på det seneste indlæg. Her gjorde jeg dig venligt opmærksom på, at der er rigtigt mange gode vinarrangementer i foråret, du bør kaste dine spareskillinger efter. Første skud bøsseIMG_0946n var pét-nat-smagning hos Vinhacker Niclasen. Det var et ret overdådigt program med 10 officielle flasker på smagning, en håndfuld ekstra bagefter og et par glas ikke-pét-nat-tysker-saft fra Andreas Durst inden. Jeg tog noter, men mit smagepapir fik en ret hård medfart i løbet af aften. “Sonnam Bulles” fra GaroVin, Anjou på cabernet franc var rigtigt godt, men der var masser af det stads, jeg kunne drikke mig ned i en varm sommerdag. Eller en kold sommerdag. Eller en vinterdag. I det hele taget er pét-nat ofte ret lækkert, og jeg foretrækker egentligt de dovne bobler fremfor klassisk mousseret vin. Men jeg er også typen, der ææælsker halvdød cola.

Så var der FriVin. Hvor skal man næsten begynde? For det første var der mange mennesker. Altså rigtigt mange. Jeg skal have en røffel for at komme så sent, som jeg gjorde (efter 14), for det gjorde hele oplevelsen endnu mere stresset. Det gjorde også, at det var svært at nørde ordentligt igennem, og ligge en fornuftig plan for, hvordan man skulle angribe de 100 bønder. I stedet blev det noget med at kaste sig ind, hvor man opdagede et hul. Det er ris til egen røv, når man nu godt ved, at naturvin i København er pivsmart og tiltaler enormt mange mennesker. Og det er ubetinget godt! Men det sætter tålmodigheden lidt på prøve…Jeg kan nærmest ikke huske, hvad jeg smagte. Jeg hilste på Toby Bainbridge, som laver verdens måske mest bælleagtige balletvin (og det smager rasende godt!). Jeg fik smagt Radikon, orangevinsmestrene fra Friuli. Det smagte også godt. Jeg smagte en masse vin, der gjorde mindre indtryk. En masse der gjorde. Jeg mødte mange, jeg kendte. Og jeg faldt i søvn i toget på vej hjem og kørte for langt. Der er lang, lang tid til 2018.

Lige om lidt er Vild Vin Festival med undertegnede på slap line sammen med Claus fra Azienda Vin. Du kan købe billet for 200 kr. Så er du inde og kan smage vin fra 10 forskellige importører med en masse forskellig vin. Men du kan også slippe 180 spir ekstra og få en mi13062092_1076466079076900_3021866205807160155_nddag med i købet. Fire forskellige temaer med matchende vin: Fransk bistro, fransk haute couture, tysk kromad eller italiensk vegetar. Gli italiani leverer selvfølgeligt vinen til vegetarmiddagen. Indgangen lukker kl. 21, men festen lukker vidst først senere. We hope. Køb din billet her og få alle infooplysninger om indgang, adresse, menu.

Biovinmio.dk er kommet på det der Instagram. Jeg tager billeder af ting, jeg drikker, spiser eller trækker op ad vandet. Det sidste er med sparsom succés. Lortefisk.

Hvis man så allerede fulgte med på Instagram, så opdagede man måske også, at jeg faktisk drikker en del umbrisk vin for tiden. Det skal jeg nok samle op på senere, men jeg nævner lige “Grechetto” fra Tiberi, fordi den er umanerligt dejlig og meget, meget naturvinsagtig på den helt klichéautentiske måde:  Tiberi er en lille producent, og vinene laves med hjælp fra Danilo Marcucci, som jeg før har nævnt. De laver primært en rød på gamay del trasimeno (som faktisk er grenache) og en hvid primært på grechetto. Men så er der Nonno, gamle bedstefar. Han laver en vin, hvor han presser druerne ude i marken, bærer mosten ind, lader den macerere i et par dage, og så ryger det op i et 100 år gammelt fad. Der bliver 700 flasker af skidtet og det smager skarpt, rent, mineralsk og af store, store slurke. Macerationen er med til at give det noget insisterende kant, der gør, at det ikke bare er læskedrik. Sammen med bagt havkat, rosmarin, citron, kapers og nye kartofler med vendt i en pesto på basilikum, solsikke, pinjekerne og pecorino. Jeg var tilfreds.

Det må række for nu. Vi ses på lørdag.

 

 

Vinøs aktivitetskalender – du får eddermame travlt!

Det er i sandhed lyse tider, vi går i mod. Dagene er længere, haven er fyldt med liv og Game of Thrones kører igen. Men hvad vigtigere er, så bugner kalenderen med vinaktivitet i en sådan grad, at der må meldes om en lille smule travlhed. Her kommer en lind strøm af gode forslag til en brændert:

Pét-Nat-smagning hos Vinhacker d. 27. april, kl. 19.30 (Bageriet på Ryesgade 30c, baghuset, 2200 Kbh N – https://billetto.dk/da/events/pet-nat): Pétillant-naturel er en minimalinterventionistisk (?) måde at lave boblevin på, hvor vinen fermenterer i flasken, fanget under en kapsel og danner bobler – oftest lidt færre og mere dovne end ved andre boblevinsmetoder. Onkel Joachim fortæller og hygger om os, mens vi andre bare drikker. Efterfølgende rydder vi baren. Vinene kommer fra forskellige importører.

Frivin2Fri Vin (Mellemfolkeligt Samvirke, Fælledvej 12, 30. april, smagning fra 10-18 samt gøjl og halløj fra 18-24 – http://gladvin.dk/billet-til-fri-vin-2016-167/billet-fri-vin-2016-472.html): Hver andet år afholder de fire importører Rosforth & Rosforth, Pétillant, Wine Wise og Lieu-dit en festival, hvor man for latterlige 250 kroner kan vælte rundt i verdensklassevin. 75-80 bindegale, mere eller mindre excentriske naturvinsbønder kigger forbi og lader dig smage på sagerne. Det ender med en fest – og den bliver alt andet end kedelig. Forrige år afholdtes gildet på Amager i noget gammelt, smadret industrihalløj, hvis skramlede æstetik på mange måder var genialt til formålet. I år er det flyttet i pænere rammer på Nørrebro. Spørgsmålet er, hvor pænt det er, når Andrea Calek og det tilstedeværende personale fra Kadeau/Pony/Eldorado er færdige med det.

Vild Vin Festival (KW3, Krausesvej 3, 2100 Kbh Ø, 21. maj, 17-21 – https://billetto.dk/en/events/vild-vin-festival): I en stor villa på Østerbro liner en række importører op med biovin. Du betaler 200 kroner og event-firmaet Bite 13062092_1076466079076900_3021866205807160155_nMe Crew sørger for, at det hele klapper. Du får mulighed for at tilkøbe en middag, hvor maden matches med vin fra forskellige importører. I startopstillingen finder vi: Vinhacker, Château Le Raït, Le Pinard/Sabotøren, Melin Vin, Vinocultura, Extra Brut Vinimport, Liebe Vin, Sydfranske Vine og Azienda Vin med undertegnede som festligt indslag. Det bliver også sjovt!

Kødbyens Mad & Marked Vinfest (Kødbyen, Flæsketorvet, 1700 Kbh V): Det skulle egentligt have været i søndags, men én eller andet bevinget sjæl tog en eksekutivbeslutning op til weekenden om at udskyde gildet til d. 17. juli. Det havde sgu også været en halvkold affazvinære. Claus Pedersen og Azienda Vin har en stand og shanghaiet mig igen. Min plan er at sælge dig en masse italiensk naturvin. Forhåbentligt på en varm og dejlig sommerdag. Billedet er fra sidste års drøn af en succes. Der kommer et bredt udsnit af vinimportører, hvor af de færreste var naturlige sidste år, men vi må se, hvad der dukker op i år. Det manglende biovinsfokus opvejes af masser af lækker streetfood og afslappet urban hygge.

Vi ses til en masse fordrukne stunder.

 

Supermarkedsvin – igen. Og Sabrina…og Margrethe Vestager?

falanghina-bioSidste indlæg handlede om noget så usædvanligt som en anbefalelseværdig supermarkedsvin. Og gud-bedre-det om ikke vi fortsætter i samme rille, dog denne gang en hvidvin. Men det bliver værre endnu: Vi er ude i samme producent. Di Majo Norrente med mere end en million flasker om året. Det er så langt fra naturvin, som vi kan komme, og det eneste der redder æren er en øko-certifikation. Og sådan er dét, som en radikal politiker skæbnesvangert sagde om de stakler, der røg ud af dagpengesystemet. Men sådan er dét! For at en vinproducent skal blive interessant for supermarkedskæder, så skal der en stor volumen til. Det diskvalificerer sådan set alle vinproducenter med selvrespekt og naturlighedstendenser. Så vi lukker øjnene og koncentrerer os om indholdet.

Ligesom den røde aglianico er der tale om en udpræget syditaliensk drue, nemlig falanghina. En overraskende sart og fin flaske hvidvin, der dufter af blomster og lidt melon. Ikke spændstig, men behersket syre og en mild eftersmag (det er nogle dage siden, den røg ned – smagenoterne er derefter…). Den er behagelig, og skal parres med lette grøntsagsretter og fisketing. Den mangler lidt krop og lidt mere syre, hvis den skal op mod tungere pastaer eller grillet fisk. Men den røg hurtigt ned, og kunne sagtens være en feberredning, når der pludselig er uventede gæster på en varm sommerdag, og provinsen nu engang har røv og nøgler at tilbyde min kræsne gane. Find den i Meny.

Derudover havde jeg den sjældne fornøjelse at være ude og spise med fruen i weekenden. Vi havnede på Italo Disco på Øehlenschlægersgade. Et trattoria opkaldt efter den særegne italienske firser-genre, der gav os Sabrina og Ivana Spagna. Det var selvitalo_disco_my_favorite__by_animalbear-d4tcz22følgeligt ikke helt tilfældigt, jeg havnede der for min ven og tidvise partner-in-crime Claus P fra Azienda.dk leverer en del af deres vin, blandt andet fra Rabasco i Abruzzo, som jeg har en svaghed for. Vi spiste syv retter til 350,-, som alle var ganske fine. Menuen skifter hver dag, så oplevelsen kan næppe kopieres helt. Virkeligt gode antipasti, hvoraf mortadella med syltede auberginer og den friterede artiskok var bedst. Blæksprutteragú med polenta, en pasta med en ragú på salsiccie og en dejlig risotto med forårsgrønt. Afslutningsvis en pannacotta. I glasset startede vi med et glas Bianco Vivace fra førnævnte Rabasco, som er en naturlig spumante med tryk på naturlig. Det er æbler og æbler, og mere æbler, og smager ualmindeligt håndholdt. Søren Frank fra Berlingeren skrev om den i anmeldelsen af Italo Disco 14. januar i år:

“Jeg fik en anderledes ekstrem 2013 Bianco Vivace fra Rabasco i Abruzzerne, som smagte surt og kantet som en spontangæret belgisk lambic øl – sjovt, men ikke ligefrem noget, man kører ned i metermål.”

Det med lambic-øl er godt ramt – jeg har aldrig tænkt på det selv, men det passer sgu meget godt. Det med metermål passer ikke. Jeg har gjort det før. Jeg gør det gerne igen. Resten af middagen blev akkompagneret af Cancelli Rosato fra samme producent – en svært anbefalelsesværdig rosato, hvor der er skruet ned for vildheden og op for sommerbær og læskende syre. Samlet set var middagen en fin oplevelse. Min eneste anke var, at hvor mængden af mad passede perfekt til konen, så savnede jeg lidt at blive spist i gulvet. Lidt større portioner ville ikke skade. Men hyggelig stemning, god mad, god vin, fin pris. Anbefaling videregivet.

Biovinmio finder vin i supermarked

Det ligner jo lidt en overskrift fra Ekstra Bladet, og det er måske nok også påkrævet. Jeg har ofte tordnet mod supermarkedsvin og jeg kommer nok også til at gøre det i fremtiden. Nu er der altså bare sket det, at jeg har fundet en biovin i et supermarked, som jeg synes godt om. Så godt, at jeg vil anbefale dig at gå ned og købe den. Og gerne masser af den. Men først tager vi lige lidt baggrund.

Jeg drikker rigtigt gerne naturvin. Det gør jeg fordi, jeg har fuldskæg. Og går med skovmandsskjorter. Og tophue indenfor. Men også fordi det er levende vin, der giver mig gode oplevelser, overrasker mig, udfordrer mig og slukker min tørst. Naturvin kan være usammenlignelig med en konventionel vin fra samme område og druerHipster-Leaders-3, fordi parametrene for, hvad der er god vin ikke er ens. Naturvin skal udtrykke det konkrete, lokale terroir frem for alt. Og det udtryk må ikke tæmmes, selv om det indbefatter en risiko for fejl i vinen eller at en høst går tabt. Den konventionelle vin (kulturvin?) stræber efter perfektionen og det fejlfri på baggrund af nogle konventioner, som vi forhandler os frem til og hvad markedet vil have. Vinmageren forsøger at skubbe vinen, i dén retning vedkommende ønsker. Udtrykt meget præcist af medarbejderen på en dansk vingård, jeg besøgte her i påsken, så argumenterede hun for deres brug af kulturgær (industrielt fremstillede gærstammer imodsætning til at bruge de naturlige gærceller, der sidder på druen fra det omkringliggende miljø, og lade det være grundlaget for fermenteringen) med at vinen skal smage, som den skal. Naturvinen smager som naturen vil – kulturvinen smager som vinmageren vil.

Der er altså tale om to forskellige paradigmer, der ikke altid kan oversættes til det samme sprog. Dén vin jeg fandt i supermarkedet er en fiasko set med det naturlige paradigmes briller. Konventionelt set er den et scoop. Jeg drikker begge dele – så længe det er produceret bæredygtigt. Når den pågældende vin overhovedet kan komme på tale, er det netop fordi den er økologisk, og det er faktisk en sjældenhed i Meny, hvor jeg fandt vinen. Jeg spurgte engang vinmanden i min lokale Meny, hvorfor han ikke havde flere økovine, og han påstår, han ikke kan sælge det i provinsen. Og det forstår jeg ikke, for hvis vinen er god, så nægter jeg at tro, at der er ret mange mennesker på denne side af Storebælt, der kunne finde på at fravælge den, alene fordi den er grøn.

Der er tale om en italiener, og det alene varmer jo mit italofile hjerte. Men hvad der varmer mig endnu mere er, at der er tale om en vin fra en af støvlelandets mindste og ukendte regioner: Molise. Molise er den yngste af Italiens regioner, og hørte indtil 1Molise_in_Italy.svg970 til Abruzzo. Vi er altså nede i den nederste tredjedel af landet. Molise grænser op til Puglia, Lazio, Campania og Abruzzo med en kort kyststrækning ved Adriaterhavet. Molise er ikke kendt for noget som helst. Der produceres fødevarer, landbrug og lidt industri. Masser af vin, men ikke rigtigt noget, der kommer ud over rampen til resten af verden med Di Majo Norante, som undtagelsen der bekræfter reglen. Og det er altså dem, der har lavet vores vin. Jeg gør mig ingen illusioner, når der er tale om en producent med en kapacitet til at producere 1.164.000 flasker om året, heraf 90.000 økologiske – det er big business.

Druen (og vinen) hedder aglianico og er en personlig favorit. Det er en lidt stram, tanninrig sag, der ofte får træfad for at tæmme udtrykket, men som har kvaliteter, der kan få den til at minde én lidt om nebbiolo, druen der bruges i Barolo, men til nogle mere medgørlige priser. Denne vin har tanninerne, en levende og tilstedeværende syre og kan klart anbefales iltning. Nogle dybe frugtnoter, lidt udifferentieret animalsk næse og lidt sandeltræ. Den er ikke så tung og trækker også kun 13% alkohol, som ikke er alverden i konventionel supermarkedsvin. Det er en kødvin. Rødt kød. Jeg har drukket aglianico_gaglianico, som også havde lidt viol og tobak, men det fandt jeg ikke umiddelbart. Men den er ikke færdig med at udvikle sig, tror jeg. Den er fra 2011, og den sagtens udvikle sig positivt de næste fem år.

I udgangspunktet ligger de vine jeg drikker i et prislag fra 90-150 kr. Naturvin er dyrt (og 150 er peanuts, det kan SAGTENS koste meget mere). Økologiske aglianico fra Di Majo Norante i Molise koster 80,- i Meny. Helt grundlæggende skal man købe vin uden at skæve for meget til prisen – det kommer der ikke noget godt ud af. Men 80,- er altså good value for en vin, der smager godt nu, men som vil være spændende at følge de næste par år. En vin fra Piemonte med samme kvaliteter ville koste 110,-. Så køb en kasse eller to og se, hvordan de klarer den.

 

Espelugue 14 og en smule om mus

Du kender godt følelsen af, at der er noget, du har lyst til. Du ved, på den måde, hvor du ikke rigtigt kan tænke på andet, før kløen er kradset. Sådan havde jeg det for et par uger siden. Og jeg ville have vild vin. Jeg smuttede forbi Torvehallerne og købte noget hellefisk, og kiggede over i Le Pinard. Le Pinard er den lille vinhandel, der ligger i hallen med alle bagerne, chokoladerne og krydderierne, og de handler kun med biovin. Bag biksen står Sabotøren, som er en vinbar og butik på Nørrebro. Inde i Le Pinard er de skidesøde! De er altid hjælpsomme og har vildt meget styr på tingene. Og det med sødhed og hjælpsomhed er sgu nok en god idé, når man banker en naturvinsbiks op i Københavns største jydemagnet. Hvis du vil have Birthe og Flemming fra Vojens til at valse ud af hallen med to flasker natur, så kræver det altså en vis form for charme:”Nej, desværre vi har ikke noget amaronLe pinarde, men hvad med en flaske cabernet franc uden fad, der lugter af prut?” Mange af vinene importerer de selv, men ellers er der vin fra blandt andet Rosforth og Petillant samt nogle stykker flere.

Men altså, jeg ville have vild vin til min hellefisk og bliver foreslået en chardonnay fra Languedoc i det sydlige Frankrig med navnet Espelugue i årgang 2014. Damen sagde, at den både var vild og intens, og at Jean-Claude Beirieu, som bonden hedder, er en vild fyr med en endnu mere vild kælder, der får vinen til blive vildere end vild. Jeg er vild med det! Handle, handle, handle, ned på Nørreport og ind i provinsekspressen. Vin på køl, fisk i ovn med kapers, rosmarin, citron og olivenolie, vente, vente, vente, proptrækning, vupti og op i glas. Væsken ligner morgenurin på Roskilde Festival, så vi er ude i noget ufiltreret stads. Hø fra stald i næsen sammen med overmodne grønne druer. I munden giver den en blød fornemmelse. Mostet – behersket syre og et let oxideret strejf, der ikke er for meget. I eftersmagen kom jeg til at tænke på syltede pærer. Den er læskende og ikke macereret, hvilket jeg fandt ret behageligt efter en lang periode, hvor jeg har drukket meget macereret hvidvin. Og så har den de fineste små mus.

“Og så har den de fineste små mus”… Er der gnavere i vinen? Bare rolig! Veganerne kan ånde lettet op. Mus er noget, der kan være i vin – ligesom prop eller kulsyre. I den konventionelle vinverden er mus en ubetinget fejl. I naturvin er der tale om en charme, om end en acquired tascat_muste. Nogen kan lide det og andre kan bestemt ikke. I virkeligheden hedder det 2-Acetyl-3,4,5,6-tetrahydropyridin og det er enormt besværligt at sige, så i stedet siger vi mus, fordi det giver vinen en bismag af muserede. Mus er noget besværligt noget, hvis man vil undgå det, for man kan ikke lugte mus. Man kan lugte brettanomyces claussenii, som får vin til at lugte af bur eller stald, og som er en anden klassisk “fejl” (og opdaget af en dansk brygger på Carlsberg ved navn Claussen i slutningen af det 20. århundrede). Brett fiser som regel af, når vinen af interageret lidt med luft, men musen bliver. Du kan først smage den, når den bliver blandet med dit mundvand.

Espelugue 14 har altså lidt mus, men på en fin måde, der ikke overvælder én. Den hænger i det hele taget rigtigt godt sammen, og flasken blev hurtigt tom. Helleflynder-matchet var også i vinkel. Det hele var godt. Kløen blev stillet.

No sé nada!

Jeg ved ikke en skid om spansk vin. Det er en ren tilståelsessag. Bevares, jeg har da både drukket Rioja, cava og sherry, men i bund og grund er min basisviden om spansk vin på linie med min viden om indenrigspolitiske forhold i Bulgarien. Det er både en meget ringe viden, og bare ringe i sig selv for Spanien er nu engang ét af verdens største vinlande. Det er ikke fordi, jeg, af rent princip, ikke drikker spansk eller fordi jeg har noget i mod spanske vine – der bliver helt sikkert lavet masser af interessant og drikkeværdig biovin på den iberiske halvø. Det er bare som om, at jeg ofte har valgt noget andet.

Hånden på hjertet har jeg nok jeg også haft nogle fordomme omkring spansk vin. Tung, fadlagret Rioja, grisefester og turistfælder popper op på nethinden, når jeg associerer frit over temaet. Og det er jo latterligt, for nok er Spanien et land, hvor vinstokkene får rigeligt med sol og sødme, og man kan vade på hovederne af overvægtige udenlandsdanskere og blegfede turister fra Barcelona til Malaga uden at berøre den støvede spanske jord, men det er immervæk også et stort land, så dén gen07_03_2009-charter3_199622beralisering må ramme forbi skiven. Men fakta er: No sé nada! Jeg kan ikke sige to ord om de grundlæggende forskelle på vinene fra Priorat og Jumilla. Men jeg er overbevist om, at der er tonsvis af nuancer og spændende vin, der går min næse og gane forbi.

Derfor er der også altid lidt eventyr over det, når jeg en sjælden gang køber og drikker noget olé-vin. Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente og mine referencer er alt andet end spanske. Ikke desto havde Vinhackeren fået noget spanske rødvin hjem, som han skrev meget begejstret om. Det er sjældent, at en vin han kan lide, er helt ved siden af min egen smag, så jeg tænkte at det skulle have chancen.

I salgstalen på hjemmesiden skriver han, at det er: “Rødvinens elegante svar på en gin og tonic.”  Her kunne man selvfølgeligt indvende følgende: Det er fint, Hackerdreng, men hvis jeg vil have G & T, så køber jeg en flaske gin og noget tonic (og her mener jeg noget ordentlig gin og noget endnu bedre tonic – Gordons og Schweppes er IKKE ordentligt). Men det er ærligt talt også et statement, der får mig til at tænke, at det bliver jeg nødt til at prøve af.

Vinen hedder Laderas de Sedella, og er fra 2013. Den kommer nede fra Andalusien, og umiddelbart er der for varmt til at lave andet end marmeladevin på de kanter, men der er kompenseret for solen med højdemeter. Stokkene står nemlig i 800 meters højde. Det betyder kulde om natten, nedkøling af druerne, hvilket skruer lidt ned for sødmen og op for syren og kompleksiteten i væsken. Den er certificeret økologisk, men kvalificerer som en naturvin, for den er umanipuleret.amfora_258503 Der er dog tilsat en knivspids svovl, men kun 40 mg/L af de tilladte 100. Vinificeringen er sket på cement og i amfora. Og ja, du læste rigtigt, og hvis ikke du kan huske, hvad det er, så henviser jeg til dine noter fra oldtidskundskab (eller kig på billedet). Ofte får solskoldede vine mere alkohol for at holde sødmen i skak, men Laderas de Sedella er på 13,5 % alkohol, hvilket jo ikke er skræmmende. Den er lavet på en lokal drue, der hedder romé og garnacha. Den første er totalt ukendt for mig, den anden kender de fleste af os – det er jo bare grenache.

Vinhackeren detekterer selv, at den har noget solbær, mynte, eucalyptus, fyrretræ og jern i næsen. Jeg fik det til hyldebærsaft, eucalyptus og nogle læder-noter. I munden er den ret elegant, men enormt koncentreret. Det er nærmest som om, man har glemt at putte vand i ribenaen. Og det kunne hurtigt være blevet for meget af det gode, men så kommer syren og de kølige elementer, som får G & T-sammenligningen til at give mening. Der er strukLaderas-de-Sedella-2013tur, det flyder ikke ud i vammelhed. Der er noget ved den, som oser af intellekt. Det er svært bare at skylle den ned, fordi man får indtryk af, at vinmageren Lauren Rosillo vil noget med vinen, som ikke bare er for sjov. Det er alt andet end kulørte lamper og klamydia, det her.  Er det godt?

Ja, det er godt. Det er vin, du tager frem, når du vil fremkalde eftertænksomme diskutioner med dine gæster. Det er meditationsvin. Det er holdningsvin. Det er vin, hvor ham, der har lavet den, har valgt at den besværlige vej uden snyd og på lerkar, fordi han tænkte, at det var den rigtige måde, at få vinen til at folde sig ud. Det kan man smage. Og så er det vin, der giver mig en syngende lussing for at ikke at dykke mere ned i, hvad Spanien har at tilbyde. Laderas de Sedella er i hvertfald ikke en undskyldning for at lade være.